Alle mennesker er forskellige, og derfor må systemet kunne foretage et individuelt og nådigt skøn baseret på det enkelte menneskes behov. Når borgerne falder igennem, skal samfundet stå klar med en social indsats, som tager afsæt i egen formåen og egne ønsker med henblik på at gøre den enkelte i stand til at tage hånd om sit eget liv.
Alle børn har krav på beskyttelse og omsorg, men børn kan ikke sikre deres egne behov. Det skal samfundet gøre for dem, når de nærmeste voksne svigter. Men samfundet skal også være der, hvis tidligt svigt for eksempel fører til et stofmisbrug senere i livet. Her bør vi sætte ind med saglig, løsningsorienteret behandling, der også omfatter de sociale eller psykiske problemer.
I dag har vi desværre behandlingstilbud, som stofmisbrugere ikke kan benytte, fordi mange institutioner ikke vil tage imod stofbrugere med flere diagnoser, og de psykiatriske afdelinger vil ikke indlægge og behandle aktive stofbrugere. Det er ikke en praksis, som sætter mennesket i centrum. Behandling skal kunne startes hurtigt, og det skal være nemmere at få behandling, når udsatte henvender sig for at få hjælp.